11
Men Frithiof ridser, hvor han gaaer,
I Birkens Stamme dybe Skaar:
Et I, et F. Og, som paa Stammen,
De unge Hierter voxe sammen.
Naar Verdens Konge, Dagen, staaer
Paa Himlen, med sit gyldne Haar,
Naar Livet røres, Travle vandre,
Da tænke de kun paa hverandre.
Naar Verdens Moder, Natten, staaer
Paa Himlen med sit mørke Haar,
Naar Stilhed hersker, Stierner vandre,
Da drømme de kun om hverandre.
„Du Jord, som smykker dig hver Vaar
Med Blomster i det grønne Haar,
Giv mig de skiønneste! Jeg fletter
En Krands, i Frithiofs Haar den sætter.“ —
„Du Hav, som i din dunkle Hal
Har Perler rundt i Tusindtal,
Giv mig de skiønneste, de bedste,
Om hendes Hals jeg vil dem feste.“ —
„Du Knap paa Odins Kongestoel,
Du Verdens Øie, gyldne Soel!
Var du kun min, din blanke Skive
Til Skiold jeg vilde Frithiof give.“ —
„Du Lygte i Alfaders Huus,
Du Maane med dit blege Blus!
Var du kun min, du skulde smykke
Min Ingeborg, mit Liv, min Lykke.“
