9
Og Frigga's Øine spille blaae,
En Himmel klar at skue paa;
Jeg kiender Øine, mod hvis Lue
Den lysblaa Mai er mørk at skue.
Hvi prises Gerda's Kinder saa,
Nyfalden Snee med Nordblus[1] paa?
Jeg Kinder saae, hvor mildt sig tænde
Paa eengang Morgenrøder tvende.
Jeg veed et Hierte, just saa ømt
Som Nanna's, dog ei saa berømt.
Med Rette priser dig hver Alder,
Du Nanna's lykkelige Balder!
O at som du jeg kunde døe
Begrædt af en høielsket Mø,
Hvis Bryst var trofast Elskovs Sæde —
Til Hel jeg skulde gaae med Glæde. —
Men Kongens Datter sad og qvad
En Heltesang, og væved glad
I Dugen Heltens Daad, og Lunde
Og Vover blaae i Havets Sunde.
Der voxte frem paa sneehvid Uld
De Skiolde udaf tvundet Guld,
Og røde fløi de Stridens Landser,
Men stivt af Sølv var hvert et Pandser.
Dog, som hun væver, meer og meer
I Helten Frithiofs Træk man seer,
Og som af Dugen frem de stige
Hun rødmer med et Smiil tillige.
- ↑ Nordlysets Skin, der ligner Aftenröden.
