5
Ifald ved Dag du skued' dem,
Du tænkte dig i Freias Hiem,
Hvor Brudepar, de smaae, sig svinger
Med gyldent Haar og Rosenvinger.
Men saae, ved Maanens blege Glands,
Du dem bag løvrig Green i Dands,
Dig syntes Alfechorets Konning
I Lunden dandse med sin Dronning.
Det var saa frydefuldt, saa kiært:
Han fik sin første Rune lært!
Ei Kongen var ham liig i Ære,
Han Ingeborg den skulde lære!
Hvor glad sin Jolle styred' han
Hen over Dybets mørkblaa Vand
Med hende. — Naar han Seilet vender
Hun klapper i smaae hvide Hænder.
Ei Rede var i Træets Top,
Han jo for hende steeg derop.
Selv Ørnens høie Gynge-Rede
Ei Æg og Unger kunde frede.
Ei Bæk saa svulmende der var,
Hvorover ei han hende bar;
Det er saa skiønt naar Bølger larme,
At trykkes af smaae hvide Arme.
Den første Rose, der blev rød,
Det forste Jordbær, Som'ren bød,
Det, første Guld-Ax, Høsten rakte,
Han hende glad og trolig bragte. —
