Denne siden er korrekturlest
I.
Frithiof og Ingeborg.
Der voxte tvende Planter frem
I Fosterfader Hildings Hiem.
Ei skued' Norden før saa skiønne,
De voxte herlig i det Grønne.
Den Ene kraftfuld, Eegen liig,
Rank som en Landse strakte sig.
Men Kronen, der i Vinden bæver,
Som Hielmen rund sig hvælvet hæver.
Den anden spired' Rosen liig,
Naar Vint'ren nys bortlisted' sig.
Men Rosens Vaar, som Knoppen fængsler,
Endnu kun drømmer sine Længsler.
Men Stormen skal om Jorden gaae,
I Strid med den skal Eegen staae,
Og Vaarsoel skal paa Himlen gløde
At aabne Rosens Læber røde.
Saa voxte de ved Fryd og Leeg,
Og Frithiof var hiin Ungdoms-Eeg,
Men Rosen i de Dale grønne
Med Navn hed' Ingeborg den Skiønne.
