menterer de gjældende love saaledes, at praxis kan finde udtalelser, der direkte og mekanisk lader sig anvende paa de mødende tilfælde. Og paa den anden side har teorien i altfor høi grad været tilbøielig til at betragte sin hele opgave som tilendebragt, naar et præjudikat havde «løst» et spørgsmaal.
Praxis er anvendt teori. Enhver praxis forudsætter derfor teori, fordi ingen kan anvende hvad han ikke kjender. Enhver retsafgjørelse, der ikke indeholder ren vilkaarlighed, indeholder altid en teori[1]. Heri ligger for det første for teorien, baade hvad den har at søge i praxis, og hvad det er dens pligt at give denne.
Man kan sige, at den betydning praxis har for teorien, viser sig i en dobbelt retning:
For det første maa, som jeg før har udviklet, enhver teoretisk begrebsdannelse ske paa grundlag af en art induktion, til hvilken netop det praktiske retsliv leverer det væsentligste stof. Teoretikeren maa derfor nødvendigvis ogsaa være «praktisk», det vil sige besidde en levende følelse for og forstaaelse af det praktiske livs former og de deri virkende behov. De mange falske abstraktioner og tilspidsede begrebsbestemmelser har, som før bemærket, netop sin rod i en saadan mangelfuld induktion. Og mangen skjøn teori er falden som et korthus ved den første berøring med et praktisk tilfælde, der stillede dens uholdbarhed i et greit lys[2]. Men hvad der fra denne side interesserer teorien, er ikke den praktiske afgjørelse af sagen, ikke et præjudikat i denne eller hin retning, men selve det praktiske tilfælde som saadant, hvorigjennem det empiriske grundlag for dens begrebsdannelse eller konstruktion af retsforholdene er bleven beriget. Derfor vil et saadant tilfælde være fuldstændig lige lærerigt, om det slet ikke kommer til nogen dømmende afgjørelse. Og teorien vil have ganske den samme opfordring til at drage sig tilfældet til nytte til en berigtigelse af sine lær-
