domme, om end domstolene i en forsaavidt misforstaaet underkastelse under teorien har fulgt dens lære.
Har en praktisk afgjørelse paa egen haand opstillet en ny teori, saa faar denne teori i og for sig ikke større værd derved, at den er opstillet af en dommer. Meget mere vil de forhold, hvorunder denne er nødt til at danne den teori, han vil anvende jo netop bevirke, at denne ofte kommer til at hvile paa en meget ufuldstændig induktion, i regelen kun er fremkaldt ved betragtningen af det enkelte konkrete tilfælde, om hvis afgjørelse der er tale, og derfor ikke har faaet den korrektur, som ligger i dens prøvelse paa en hel række tilfælde. Denne prøvelse bliver derfor ligefuldt teoriens opgave.
Den anden retning, i hvilken praxis viser sin betydning for teorien, ligger deri, at praxis repræsenterer den levende ret[1]. Heri ligger et dobbelt: For det første aabnes derigjennem muligheden af, at der kan dannes ny ret, ikke fordi domstolene med sine afgjørelser mere end teorien har nogen retsproducerende myndighed, men fordi den ret, som lever i anvendelsen, derigjennem bliver sædvaneret. For det andet medfører det nævnte forhold den fordring til teorien, at den giver nøie agt paa retslivet og de deri opdukkende retsideer, at den ikke fortaber sig i udviklingen af retsregler, som forlængst har tabt sin levedygtighed, eller af retsforhold som livet ikke kjender, en fordring mod hvilken navnlig den ældre romanistiske doktrin ofte syndede grovt. Men heller ikke i denne henseende er det domstolsafgjørelserne, hvoraf det alene kommer. Ti om disse end er den vigtigste form for rettens haandhævelse, er de dog ingenlunde den eneste form for dens anvendelse.
I det udviklede ligger ogsaa, hvad praxis har at søge i teorien. Netop fordi ogsaa praxis tillige er teori, forudsætter den fuldt teoretisk herredømme over stoffet Og den maa saaledes nødvendigvis til en vis grad gaa i den videnska-
- ↑ Jfr. Goldschmidt l. c. p. 118–9. Se ogsaa J. Kohler Die schöpferische Kraft der Jurisprudenz i Iherings Jahrb. XXV p. 262 ff.
