haverens ret til forsikringssummen findes hos mange kun besvaret ved en henvisning til den rent formelle betragtning, at efter forsikringens begreb træder forsikringssummen i tingens sted o. s. v.
Alle disse abstrakte logiske deduktioner er aabenbart lige saa ubevisende og irrelevante for spørgsmaalet om, hvad der er gjældende ret, som vi i det foregaaende fandt de samme betragtninger uden værd ved spørgsmaalet de lege ferenda.
Ligeoverfor en doktrin, der paa denne maade, glemmende, at retsreglerne ikke er logiske størrelsen men reale potenser, bestemte til at beherske livet og udfylde praktiske behov, henfalder til, hvad Ihering[1] har kaldt en «Götzencultus des Logischen», – ligeoverfor en saadan jurisprudents besidder Schweigaards kritik i den før citerede afhandling endnu aktualitetens fulde værd. Men denne jurisprudents har i virkeligheden saa langt fra nogen nødvendig sammenhæng med den konstruktive metode, at meget mere den rigtigere opfatning af begrebernes sande indhold og betydning, som denne metode tilstræber, er det eneste sikre værn mod at henfalde til en systematisk opereren med tomme logiske kategorier.
Hos os har nu vistnok de berørte udvækster i særlig grad bidraget til at bringe den konstruktive metode i miskredit som «upraktisk» og abstrakt i slet forstand. Navnlig er denne forestilling vistnok endnu i høi grad den raadende blandt praktikerne. Den foregaaende fremstilling vil formentlig allerede tilstrækkelig have vist, at denne dom i virkeligheden ikke rammer metodens kjærne, men kun dens misbrug. Men derved vil dog maaske ikke alle være blevne overbeviste om, at dens anvendelse paa behandlingen af vor egen ret vil frembyde positive fordele enten for det teoretiske studium eller den praktiske anvendelse af denne.
I saa tilfælde turde det imidlertid allerede være tilstrækkeligt at henpege paa, at i virkeligheden ingen jurisprudents kan
- ↑ Geist III–1 p. 310.
