Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/46

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

eller har kunnet undvære dannelsen af visse almindelige abstrakte begreber.

Forskjellen mellem en jurisprudents, der anvender den konstruktive metode, og en, der ikke anvender den, er blot den, at den sidste opererer med begreber uden at prøve dem og uden at se dem i sin sammenhæng den første sætter sin opgave netop i at underkaste disse begreber en indgaaende kritik og derved redegjøre for deres oprindelse og indhold for derefter at anskue dem i lys af deres indbyrdes systematiske sammenhæng.

Det er da ogsaa meget langt fra, at vor jurisprudents – og hvad jeg her siger, gjælder ligemeget vor praxis som vor teori – har holdt sig fri for alle abstrakte begreber, eller endog for alle abstrakte begrebsdeduktioner. Der figurerer i vore systemer og paaberaabes hyppig baade under procedyre og i domspræmisser en hel række almensætninger og almene begrebsbestemmelser, som væsentlig er laant fra den ældre romanistiske doktrin, og som maa gjøre tjeneste som grunde, hvor det positive lovstof ikke leverer saadanne.

Men idet man ikke gjorde disse almindelige begreber til gjenstand for en nærmere undersøgelse, lukkede man sig veien til en frugtbar kilde for sin forskning og idet man anvendte dem med en traditionel kulsviertro paa deres axiomatiske ufeilbarhed, henfaldt man i virkeligheden netop til den art systematiske begrebsslutninger, hvis skjævhed i det foregaaende er paavist[1].

Selv Schweigaard, der med sit klare, positive blik paa retsreglerne saa skarpt som nogen saa det uholdbare og usunde i de rent logiske begrundelser af praktiske foreteelser, og som navnlig i de ældre afsnit af sin proces med aabenbar flid har søgt at holde alle almindelige begrebsbestemmelser borte fra

  1. Vor egen høiesteretspraxis kunde give et ikke lidet bidrag til en samling exempler paa ren «begrebsjurisprudents». Jeg nævner her som et instar omnium den bekjendte høiesteretsdom af 25 januar 1844 (Retst. p. 401 og 581), der statuerer, at panteretten med begrebsnødvendighed maa ophøre at besidde nogensomhelst virkning, naar panthaveren kjøber den ting, hvori han har pant.