lovens bud, dog i sig selv er stridende mod fornuftige økonomiske eller etiske hensyn, idet man kun, hvor absolut bindende forskrifter tyder derpaa, tør anse saadanne ufornuftige sætninger som et udtryk enten for lovens eller parternes vilje. Og er isaafald resultatet virkelig at anse som en logisk konsekvents af de opstillede begreber, saa maa videnskaben skride til revision af disse.
Det her udviklede kunde belyses ved talrige exempler fra de forskjelligste materier, hvor den ensidige logiske begrundelse af retsregler har anstiftet større eller mindre forvirring. Jeg hidsætter kun et lidet florilegium, hentet fra et enkelt omraade, med hvilket jeg netop for tiden i anden anledning er beskjæftiget, nemlig læren om pant: Man har saavel i ældre som i nyere tid fastholdt som et axiom, at panteretten efter sit begreb i den forstand var en akcessorisk ret, at den alene kunde bestaa, hvor der tillige bestod en personlig fordring, et axiom, hvis praktiske værd det er umuligt at indse, og som derfor ogsaa det praktiske omsætningsliv har kuldkastet, men som dog mærkelig nok tiltrods herfor vedbliver at øve sit herredømme endog i mange nyere lovgivninger (f. ex. den østerrigske hypotheklov af 1871). Et andet axiom af samme gehalt er det, at det skulde være stridende mod eiendomsrettens og panterettens begreb og derfor utilstedeligt, at eieren har pant i sin egen ting. Endvidere: Med «panterettens væsen» har det af enkelte været anseet stridende, at der reserveredes prioritet for en panteret, der først senere skal stiftes, «fordi et tomt rum i prioritetsrækken ikke kan begrundes ved privatanordning»[1]. En anden anseet forfatter anser det for begrebsstridigt, at eneeieren pantsætter en ideel andel af tingen, «fordi der under denne forudsætning, saalænge tingen kun eies af én, ikke existerer partes pro indivis»[2]. Det fine og vanskelige spørgsmaal om pant-
