Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/23

Den romerske ret var som bekjendt i løbet af det 15de aarhundrede sædvansmæssig bleven optaget som gjældende rigsret (gemeines Recht) i Tyskland. Denne gigantiske, fuldstændig enestaaende sædvaneretsdannelse, der indeholder et saa mærkeligt vidnesbyrd om den romerske rets universelle karakter og dens evne til at beherske de mest forskjelligartede livs- og samfundsforhold, tilførte paa den ene side den tyske retsudvikling et kulturelement af uvurderlig betydning, uden hvilket særlig den tyske retsvidenskab ikke vilde have været, hvad den er; men den indeholdt ogsaa navnlig efter den maade, hvorpaa receptionen skede, en ikke ubetydelig fare, for hvilken den tyske retsudvikling før Savigny i virkeligheden havde ligget under. Denne overflytten af et fremmed folks retsforfatning skede til en vis grad mekanisk, fordi dommeren kjendte romerretten, men ikke sit eget lands ret. Den skede uden fuld forstaaelse af, hvad det nye bar i sit skjød, uden herredømme over den eiendommelige metode, der i de romerske juristers værker kom til anvendelse. Og idet den nye ret trængte de nationale elementer tilbage, blev den selv kun en lærd juristret, fremmed ikke blot for folkets forestillingskreds, men, hvad der var værre, tildels ogsaa fremmed for livet. Den tyske retsvidenskab tog den romerske ret i dens helhed som en abstrakt aabenbaring af den absolute fornuft paa rettens omraade og kommenterede Justinians lovsamling som en lov fra sidste aar. Ligeoverfor denne aandløse abstraheren fra rettens reale grundlag søgte nu den historiske skole, saaledes som denne fremtræder i skolens ypperste repræsentanter, at paavise den romerske retsudviklings sammenhæng med den almindelige historiske udvikling, med de sociale og økonomiske forhold, med den specifik romerske aandsretning; og den banede derved adgang for en kritisk sigten af retsstoffet i de elementer, der stod i samklang ligemeget med det moderne som med det antike liv, og som derfor besad en blivende kulturværdi, og i de retsinstituter, der vel endnu figurerede i retssystemerne som gjældende ret, men som i virkeligheden kun var romerretslige antikviteter. Den historiske metodes inderste