Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/24

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ide gik saaledes netop ud paa, hvad Schweigaard[1] betegnede som det, der burde være formaalet for romerrettens studium: «Skal studiet blive frugtbart, saa maa det trænge igjennem til et standpunkt, som er over loven, ikke for ved en selvraadig behandling at forvanske dens bud, men for at opfatte den i sin hele relativitet, og for kun at respektere dens udsagn, hvor der spørges om efterlevelse, ikke hvor det gjælder begrundelsesmaade.»

Og denne metode, gjennemført paa studiet af den romerske ret, maatte nødvendigvis findes i lige grad anvendelig ogsaa paa det særlig germanske retsstof, paa hvilket interesserne netop da under den voksende nationalitetsbevægelse var blevne stærkere hendragne. Og saaledes udviklede der sig samtidig med den romanistiske historiske skole en germanistisk, der fortrinsvis er knyttet til Eichhorns navn paa samme maade som den første er knyttet til Savigny.

Jeg har dvælet saa udførlig ved den opgave, som den historiske skole i Tyskland havde, fordi det er min overbevisning, at det har været skjæbnesvangert for vor retsforskning, at den ikke i høiere grad har tilegnet sig den samme metode og bygget fortolkningen af vor nationale ret paa et solidere historisk grundlag.

Retshistorien – eller som man, betegnende nok, tidligere har kaldt den, lovhistorien – har hos os indtil den senere tid været et rent stedbarn. Hvad der tiltrods for denne tidernes ugunst ogsaa her i landet har været udrettet til en grundigere forstaaelse af vor ældste retsforfatning, fortjener visselig den største paaskjønnelse. Men der er som bekjendt i vor retsudvikling foregaaet et brud, idet den danske ret i løbet af det 16de og 17de aarhundrede først sædvansmæssig reciperedes paa en noget lignende maade som den romerske ret i Tyskland, og derefter ved Kristian den femtes lovbog i alt væsentligt ogsaa blev det lovmæssige grundlag for vor ret. Derfor er vor ældste nationale retsforfatning kun for en mindre del af umiddelbar betyd-

  1. Det cit. sted i jur. tidsskr. p. 299.