Udviklingsbegrebet og den genetiske sammenhængs princip Savigny hævder i skarp modsætning til revolutionsaarhundredets doktrinære tro paa muligheden af en fuldstændig nyskabelse af det menneskelige samfund, at der bestaar en uopløselig organisk sammenhæng mellem generationer og tidsaldre, mellem hvilke der kun kan tænkes udvikling, ikke absolut ende og absolut begyndelse[1], og at den sande historiske fremgangsmaade bestaar i «at følge det givne opover gjennem alle dets forvandlinger og tilbage til dets udspring».
Hvilke vidtrækkende synspunkter denne betragtning, anvendt paa det hele samfunds udvikling aabner, er ikke her stedet til at forfølge[2]. Her skal væsentlig kun omhandles den historiske metodes betydning for den videnskabelige behandling af det positive retsstof.
I denne henseende ligger den betydningsfulde og for alle tider blivende fortjeneste, der tilkommer Savigny og den historiske skole, deri, at den aabnede blikket for retssætningernes sammenhæng med de livsforhold hvorunder de blev til. Den dybere historiske indtrængen i retsstoffets tilblivelse og udvikling maatte nødvendigvis lede til erkjendelsen af, at retsreglerne ikke er udelukkende vilkaarlige bud, som er tilført det menneskelige samfund paa en vis udenfra, men at de er udtryk for de i samfundet selv levende kræfter og behov, at retten er et produkt af folkets historiske liv, ja er selve folkets liv, seet fra en enkelt side, et led af dets hele kultur paa samme maade som dets sæder og sprog, og at det som disse vokser naturlig frem af, formes og forandres med samfundets egen udvikling.
Sin umiddelbart praktiske betydning for den særlig tyske retsudvikling viste den historiske skole i en uddybet forstaaelse og tilegnelse af begge de tvende disparate hovedelementer, hvoraf den tyske ret var et produkt, det romerske og det germanske retsstof.
