nævnte afhandling ogsaa denne, ja indrømmer til en vis grad dens fortjenester af den romerske rets studium[1]. Men hans bemærkninger viser noksom, hvor lidet han har havt den fulde følelse af, hvad denne skole i virkeligheden førte i sit skjød. Han synes i det hele at have havt blikket mest aabent for skyggesiderne og ensidighederne ved retningen, navnlig den forkjærlighed for at dvæle ved forældede retsinstitutioner, hvori den for mange af skolens dii minorum gentium helt flød ud. Derfor spaar han ogsaa retningens snarlige fortrængsel, og medens han i Thibaut, der var datidens mest feirede pandektist, men hvis værker nu ingen studerer og hvis betydning for den tyske retsvidenskab var temmelig efemer, saa Tysklands ypperste retslærde, havde han ikke et eneste anerkjendende ord for Savigny, hvis allerede da begyndte virksomhed fik en saa epokegjørende betydning ikke blot for den tyske, men for hele den europæiske retsvidenskab. Denne Schweigaards miskjendelse af Savigny blev da ogsaa skarpt paavist af Bang i de før nævnte tillægsbemærkninger til afhandlingen i Juridisk tidsskrift. Bang, der selv kalder sig en elev af Savigny, udtaler i disse bemærkninger den spaadom, som erfaringen tilfulde har sandet, at Savignys betydning vilde overleve alle hans angriberes. Allerede nogle aar tidligere havde Ørsted kaldt Savigny «en af de dybeste og mest overskuende retsgranskere, som nogen tidsalder har seet»[2].
Savigny havde allerede 20 aar tidligere end Schweigaards ophold i Tyskland skrevet sit berømte skrift «Vom Beruf unserer Zeit für Gesetzgebung und Rechtswissenschaft», et værk, som Schweigaard aabenbart havde skjænket alt for liden opmærksomhed, og i hvilket han derfor kun synes at have seet
- ↑ Se især p. 296–7.
- ↑ Se Haandbogen V p. 642. I senere aar skal Schweigaard have forandret sin dom om Savigny se Aubert l. c. p. LXXXVII: «Schweigaard skattede i senere aar Savigny meget høit, navnlig hans i 1840–49 udkomne «System des heutigen römischen Rechts». Men ligeoverfor den tyske retsvidenskab i det hele fastholdt han i grunden stedse sit standpunkt fra afhandlingen af 1834.»
