Side:Francis Hagerup - Udvalgte mindre juridiske afhandlinger (1901).djvu/19

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

de her paapegede forhold ved Schweigaards virksomhed forklarer – hvad der overhovedet ved bedømmelsen af hans videnskabelige produktion aldrig bør tabes af øie –, at hans skrifter for en stor del er ungdomsarbeider. Og netop derfor maa det beklages at disse værker, der fik en saa bestemmende indflydelse paa vor juridiske tænkning blev til under paavirkning af et ungdomsindtryk, som Schweigaard ikke senere fik fuld anledning til at berigtige[1].

II.

Havde Schweigaard under det aar, hvori han studerede i Tyskland, ofret noget mindre opmærksomhed paa den Hegelske og Kantske filosofi og istedet fundet mere anledning til med sit skarpe, klartseende blik at give agt paa bevægelserne i den egentlige retsvidenskab, vilde han visselig have følt, at den jurisprudents, mod hvilken han rettede sin ætsende kritik, allerede i Tyskland selv noget nær var et tilbagelagt stadium, idet den mere og mere veg pladsen for den under Hugos, Eichhorns og fremfor alle Savignys banner seierrigt fremtrængende historiske skole. Vistnok omtaler Schweigaard i den

  1. Hans ene hovedværk, straffelovskommentaren, udkom i 1844 og har senere aldrig været bearbeidet af forfatteren selv. Den i 1860 besørgede udgave har aabenbart ikke engang foreligget denne til gjennemsyn, da den indeholder aabenbare forvanskninger af S.s meninger. Hans andet hovedværk, den norske proces, er for størstedelen endnu ældre. Det har, som han selv i fortalen til en af de senere udgaver oplyser, sin oprindelse fra forelæsninger, som han holdt i aarene 1835–7, altsaa i en alder af 27–28 aar. 1ste del har han overhovedet ikke selv underkastet noget gjennemsyn efter 1849. De senere udgaver er besørgede af andre. Derimod er anden del og det desværre blot fragmentarisk foreliggende afsnit om konkurs og skifte, der udgaves efter hans død, for en større del af en senere oprindelse. Navnlig i dette sidstnævnte arbeide, der vel nu regnes til ham betydeligste og hvori man sporer kjendelig paavirkning særlig af studiet af den romerske ret, har forfatteren atter og atter prøvet ogsaa sine egne ældre meninger og lige til det sidste medbragt nye og friske impulser til stoffets gjennemgranskning. Dette postume arbeide giver os derfor et ret levende indtryk af, hvilket tab hans bortgang var ogsaa for vor rets videnskab.