baade til Folk og Fæ; men det var der ikke nogen
Spænding ved, ſyntes Jærbuen. Myrerne, det var
den ſikre Gevinſt; — men ſikker Gevinſt, hvad er
det? Det er noget beſtemt, noget givet, noget, ſom
man kan udregne, og ſaa er der ikke mer... Nei,
Sjøbunden! det er noget andet, det. Der vinker det
uvisſe, det ukjendte, det uberegnelige; ingen kan vide,
hvad ſom venter os der; lad Myrerne ligge; op med
Sjøbunden!
Folk rundt omkring var forhippede ſom Børn. Sagkyndigheden vidſte, at der ialfald blev megen fed Admimſtration; nogle Smaabetænkeligheder om, at Bunden maaſke bare kunde beſtaa af Sand, bragte den med myndig Røſt til Taushed. Stortinget ſtøttede ſig til Sagkyndigheden, og ſaa blev der bevilget en eller anden pen rund Sum til Udtapning af Skeievandet. Der arbeidedes i langſommelig Tid. Ingeniører og Adminiſtration tjente gode Penge; Arbeiderne grov og ſled for ſit ſædvanlige Minimum. Der blev gravet og muret en hel liden Kanal, og Menneſkene gik om i de gladeſte Drømme. Vandet ſank og ſank; Bunden blottedes Fod for Fod; Kanalen ſugede i dybe Drag, og tilſiſt var alt kommet for Dagen.
Nu ligger det der.
Alle Drømme er døde. Der laa ingen Alverden paa Sjøens Bund. Bunden var Sand og Sten den, ſom Sjøbunde pleier at være. Naturligvis havde ingen underſøgt det paa Forhaand — norſke Ingeniører underſøger ikke gjerne paa Forhaand;
