Side:Fra det mørke Fastland.djvu/33

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

baade til Folk og Fæ; men det var der ikke nogen Spænding ved, syntes Jærbuen. Myrerne, det var den sikre Gevinst; — men sikker Gevinst, hvad er det? Det er noget bestemt, noget givet, noget, som man kan udregne, og saa er der ikke mer... Nei, Sjøbunden! det er noget andet, det. Der vinker det uvisse, det ukjendte, det uberegnelige; ingen kan vide, hvad som venter os der; lad Myrerne ligge; op med Sjøbunden!

Folk rundt omkring var forhippede som Børn. Sagkyndigheden vidste, at der ialfald blev megen fed Admimstration; nogle Smaabetænkeligheder om, at Bunden maaske bare kunde bestaa af Sand, bragte den med myndig Røst til Taushed. Stortinget støttede sig til Sagkyndigheden, og saa blev der bevilget en eller anden pen rund Sum til Udtapning af Skeievandet. Der arbeidedes i langsommelig Tid. Ingeniører og Administration tjente gode Penge; Arbeiderne grov og sled for sit sædvanlige Minimum. Der blev gravet og muret en hel liden Kanal, og Menneskene gik om i de gladeste Drømme. Vandet sank og sank; Bunden blottedes Fod for Fod; Kanalen sugede i dybe Drag, og tilsist var alt kommet for Dagen.

Nu ligger det der.

Alle Drømme er døde. Der laa ingen Alverden paa Sjøens Bund. Bunden var Sand og Sten den, som Sjøbunde pleier at være. Naturligvis havde ingen undersøgt det paa Forhaand — norske Ingeniører undersøger ikke gjerne paa Forhaand;