Side:Fra det mørke Fastland.djvu/33

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


baade til Folk og Fæ; men det var der ikke nogen Spænding ved, ſyntes Jærbuen. Myrerne, det var den ſikre Gevinſt; — men ſikker Gevinſt, hvad er det? Det er noget beſtemt, noget givet, noget, ſom man kan udregne, og ſaa er der ikke mer... Nei, Sjøbunden! det er noget andet, det. Der vinker det uvisſe, det ukjendte, det uberegnelige; ingen kan vide, hvad ſom venter os der; lad Myrerne ligge; op med Sjøbunden!

Folk rundt omkring var forhippede ſom Børn. Sagkyndigheden vidſte, at der ialfald blev megen fed Admimſtration; nogle Smaabetænkeligheder om, at Bunden maaſke bare kunde beſtaa af Sand, bragte den med myndig Røſt til Taushed. Stortinget ſtøttede ſig til Sagkyndigheden, og ſaa blev der bevilget en eller anden pen rund Sum til Udtapning af Skeievandet. Der arbeidedes i langſommelig Tid. Ingeniører og Adminiſtration tjente gode Penge; Arbeiderne grov og ſled for ſit ſædvanlige Minimum. Der blev gravet og muret en hel liden Kanal, og Menneſkene gik om i de gladeſte Drømme. Vandet ſank og ſank; Bunden blottedes Fod for Fod; Kanalen ſugede i dybe Drag, og tilſiſt var alt kommet for Dagen.

Nu ligger det der.

Alle Drømme er døde. Der laa ingen Alverden paa Sjøens Bund. Bunden var Sand og Sten den, ſom Sjøbunde pleier at være. Naturligvis havde ingen underſøgt det paa Forhaand — norſke Ingeniører underſøger ikke gjerne paa Forhaand;