liden Landsby, velstandsmæssig at se med sine malede Huse og store grønne Bøer, som strækker sig helt ned i Havstranden. Der er endnu megen Magt igjen i disse gamle Vikingreder langs Kysten! — Men ovenfor Gaardene ligger den svarte Hei.
Ind i denne Hei kiler der sig en umaadelig stor Myr, som man blir opmærksom paa, fordi den er anderledes end andre Myrer. Andre Myrer er der da ligesom et Haab ved; de leverer Brændetorv, eller de kan dyrkes, eller de afgir ialfald lidt Sommerbeite; men denne Myr her, den er uden Haab. I hele sin Udstrækning frembyder den intet andet end Sand og Sten og Sump — og en Del Myrfivel. Det ser ud som det kunde have hændt nogen Slags Elementar-Ulykke her, som om for Eksempel ved et Jordskjælv Bunden af en Sjø var skudt op i Dagen og nu laa her og bredte sin skrigende Armod og Hæslighed op mod Himlen med Gudsens Graad og Bøn om at faa synke ned igjen, saa at den atter kunde faa avle Siv og Fisk og gjøre lidt Nytte for sig i Tilværelsen.
Men der har ingen Elementar-Ulykke hændt. Det er Menneskene selv, som har gjort dette. Fattige Mennesker, som ellers maa se paa hver Skilling — og denne Bedrift kostede dem Tusinder —; men de gjorde det alligevel.
Det var Eventyrlysten. Hvad kunde der ikke være for Herligheder der nede paa Sjøbunden! Rundt om laa Myrland i Mængde, som bare behøvede Afgrøftning og Dyrkning, saa kunde det give Mad
