Side:Fra det mørke Fastland.djvu/31

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
7. Eventyr.

Jeg tror, at hvad der lokker Jærbuen meſt ved ſaadan en Proces, det er det hazardøſe ved den, det lotterimæsſige. Man ved, at man kan „faa“ Ret, om man ikke har den ogſaa. Det er den gamle Holmgangs- og Næveret i en ny, lidt forklædt Form; den flinkeſte vinder! Bare en kløgtig Sagfører og et Par rimelige Vidner, — ſaa kan man blive rig! Barbarens Eventyrlyſt blander ſig med Privateierens Rethaveri og Statsborgerens Juriſteri, og det hele blir til en Lidenſkab, ſom er næſten religiøs i ſin Blindhed.

Men Eventyrlyſten ſlaar ogſaa ud paa anden Vis. For i Tiden fik den et regelmæsſigt og forholdsvis ſundt Afløb gjennem Fiſkerierne; man reiſte „paa Fiſkje“ ſom paa Viking og „friſta Lukkaa“ hver Vinter. Men ſiden Vorherre tog Silden bort, er det blevet ſlemmere. Maaſke kan de ſidſte Menneſkealdres voldſomme Religøſitet ſættes i en vis underjordiſk pſychologiſk Forbindelſe med Sildens Forſvinden. Barbarens urolige Fantaſi maa paa en eller anden Maade ſkaffe ſig Luft. Kan den ikke faa tumle ſig i vilde Voveſtykkers ſpændende Færd, ſaa begynder den at gruble og at digte.

— Jeg kom til at tænke paa „Barbarens Eventyrlyſt,“ hvergang jeg kom ſaa langt nord ſom til Gaarden Skeie.

Der er vakkert, der; en Gaard ſom en hel