Jeg tror, at hvad der lokker Jærbuen mest ved saadan en Proces, det er det hazardøse ved den, det lotterimæssige. Man ved, at man kan „faa“ Ret, om man ikke har den ogsaa. Det er den gamle Holmgangs- og Næveret i en ny, lidt forklædt Form; den flinkeste vinder! Bare en kløgtig Sagfører og et Par rimelige Vidner, — saa kan man blive rig! Barbarens Eventyrlyst blander sig med Privateierens Rethaveri og Statsborgerens Juristeri, og det hele blir til en Lidenskab, som er næsten religiøs i sin Blindhed.
Men Eventyrlysten slaar ogsaa ud paa anden Vis. For i Tiden fik den et regelmæssigt og forholdsvis sundt Afløb gjennem Fiskerierne; man reiste „paa Fiskje“ som paa Viking og „frista Lukkaa“ hver Vinter. Men siden Vorherre tog Silden bort, er det blevet slemmere. Maaske kan de sidste Menneskealdres voldsomme Religøsitet sættes i en vis underjordisk psychologisk Forbindelse med Sildens Forsvinden. Barbarens urolige Fantasi maa paa en eller anden Maade skaffe sig Luft. Kan den ikke faa tumle sig i vilde Vovestykkers spændende Færd, saa begynder den at gruble og at digte.
— Jeg kom til at tænke paa „Barbarens Eventyrlyst,“ hvergang jeg kom saa langt nord som til Gaarden Skeie.
Der er vakkert, der; en Gaard som en hel
