baade for sig selv og for sin Gud; de halshuggede eller taarnløse Jæderkirker kan derom aflægge Vidnesbyrd. Men byder der sig en Anledning til at faa føre en Proces, — da var han istand til at sælge sin sidste Ko, at gaa til Hypotekbanken med sin sidste Lap Jord; da glemmer han selv Ordet om at forlige sig med sin Broder vaa Veien; for Ret vil han ha, den gode Mand, — Ret, Ret! — om saa Verden skal gaa tilgrunde.
Og hvad kan ikke en Jærbu procedere om? Paa Gaarden Garborg, hvor jeg er fra, procederede Naboerne med hinandcn i ti Aar om en Brøkdel af et Kvernevand. Det allerinderste i Jærbuen er og blir Juristen; derfor blir ogsaa selv hans Religiøsitet Jus.
Nu procederedes der om Taren. Og hver den, som „vandt“, skyndte sig med at sikre sig sin Erobring ved Hjælp af et Staaltraadgjærde. Nu maa der da brændes Tare i mange Aar, til Processen er betalt. Og naar den engang er betalt, vil Bondens Jord kanske være saa udarmet, at han bare vil have at sanke ihop sine sidste Filler og saa lukke Dørene og reise til Amerika. Hvad der maatte være igjen af Gaarden, kan Kreditorerne ta, — om de ellers har Lyst.
— Men „Ret“ fik han lel, den gode Mand!
