hængte sig fast overalt og bragte mig i mangeslags vredne Situationer.
Hvad der kunde være at gjærde for her? — Taren, naturligvis! Taren igjen. Bestandig Taren.
Siden den fik Værdi, det vil sige siden den fik Pengeværdi, — blev ogsaa Strandene til Ben, som Menneskehundene kunde slaaes om.
Operere i Fællesskab kunde naturligvis ikke falde Jærbuer ind. Enhver vilde ha sit for sig, — til megen Glæde for Engelskmanden, som ved Kjøbernes indbyrdes Konkurrense blev Herre over Priserne. Og enhver Jærbu, som troede sig at have nogen Slags „Ret“ paa en Tarestrand, gik til Sagføreren og begyndte at procedere.
Jærbuen har Ord for at se paa Skillingen, og det er sandt: han ser paa Skillingen. Det er han nødt til, og det gjør han Ret i. Men der er én Mand, som kan faa ham til at aabne Pungen paa vidt Gab og vrenge alle sine Lommer og Gjemmer, og det er Sagføreren.
Præsten ufortalt, naturligvis! Ved at pumpe Jærbubonden for hans fattige Spareskillinger har en Oftedal for Eksempel reist Bedehus paa Bedehus over hele Jæderen, — store, gilde Bygninger, som vidner mærkeligt om, hvad Smaafolk kan faa istand, naar de slaar sig sammen og handler selv, istedetfor at vente paa Kommunen eller Staten. Men med al Agtelse for Præst og Emissær, til syvende og sidst er det alligevel Sagføreren, som har den største Magt over Jærbuens Hjerte. En Jærbu kan spare
