sammen og blir liggende som en sur Skodde; jeg forsonede mig altsaa med Røgen. Men saa var der noget andet, som kom paatvers for mig.
Saltesanden havde helt fra Barndommen af staaet for min Erindring som et Stykke Æventyr, et Friland udenfor Menneskenes megen Orden og Kjedsommelighed. En vid, uendelig Sandørken, hvor intet var at se uden Havets Rullesten og intet at høre uden Sjøfugles Pip gjennem Havlarm og Sus, — saadan var den, og saadan huskede jeg den fra den Tid, da jeg legte her sammen med de andre Ungerne omkring Vraget af strandede Skibe eller krøb om mellem Strandstenene og sankede Kuvunger og Skjel. Nu var den hellige Ensomhed profaneret; Menneskene havde været ude og sat op Gjerder. Æventyret var afdelt og inddelt og skylddelt og indordnet. De lange kjedelige juridiske Staaltraaddistinktioner løb helt ud i Havet. Kjævlet om Mit og Dit var naaet ud i Ørkenen, havde spaltet og sprængt selve Dødens Poesi, som det forlængst har spoleret Livets. Det har forvandlet os fra Helte til Huseiere og omgjort Menneskets Tragedie til en Zola’sk Borger-Roman; og nu skal der ikke engang være Fred at faa paa Saltesanden... Jeg læste mangeslags Velsignelser, mens jeg gik og skrævede og kløv over alle disse Gjerderne, som stod der saa umotiverede i den frit flyvende Sand og delte Ørkenens Frihed og Vildhed ind i Løbenumre og Teiger. Havde det endda ikte været denne fordømte lange Havelocken, jeg gik og vassede i! — den
