Side:Fra det mørke Fastland.djvu/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
6. En Jærbu-Lidenſkab.

Jeg kom til at bo paa Ytre Salte, nær Havet.

Der er velſtandsmæsſigt der nede efter jæderſke Forhold, og ſaa er det den herlige Sandſtrand nedenfor, og de dejlige Lyngheier med Smaatjern og Torvmyrer lige ind paa Huſene. Der var Viber i Mangfoldighed og Heigre og Efugl og meget rart; jeg befandt mig vel og arbeidede godt, naar det ikke var for koldt da. Men til Benefice for mig, den ſtørſte Fryſepind i Skandinavien[1], ſkulde naturligvis denne Sommer bli ſaa kold, at der omtrent aldrig var Tale om at gaa en Tur uden Overfrak (ikke at tale om Paraplyen). Og ſaa var det den evige Nordveſten, ſom ſuſede ſaa langſommelig og dysſede mig i Søvn. Der blir ſaa indeſtængt ſtille paa Jæderen, naar Nordvesten huſerer.

— Men ogſaa paa Salteſtranden brændte de Tare. Alleſammen ſa de, at det var galt, og at Jorden blev armere Aar for Aar; men hvad skulde de gjøre; de maatte jo ha en Rettleids-Skilling. Banken ſkal ha ſit og Lensmanden ſit, og nu ſkal vi ha direkte Skat ogſaa....

Imidlertid var Tare-Røgen ikke ſaa generende

her ſom længer oppe i Landet, hvor den ſtuves

  1. Sambo har i „V. G.“ nedlagt Indſigelſe imod, at jeg tilegner mig denne Titel, da den rettelig er ham tilkommende, mener han.
     Kanſke Sambo har Lyſt paa en liden Proces kanſke?