Side:Fra det mørke Fastland.djvu/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


her og der, enſomme og fjerne, hvide ſom Spøgelſer.

Trænet vaggede i Vei med udpræget moderat Fart; ſelv Dampen faar et roligere Temperament her paa Jæderen. Alligevel maatte man jo ſige, at det gik fort. I min Barndoms Tid, da vi krøb alle disſe Bakkerne op og ned med Brunkaa og Bylasſet, plejede der at medgaa ſaadan en Dags Tid paa dette Stykke Vei, ſom vi nu hande klaret paa to Timer. Nu var vi allerede i Nærbøſoknaa. Flad-Jæderens Torvmyrer foldede ſig ud i hele sin Romantik. Bredere Vindbølger væltede ind mod Trænvæggene og bliſtrede og tudede i alle de klaprende Kupeers Vinduer og Døre. Jeg puſtede dybt ud; — vi nærmede os Havet.

Og hint ovennævnte Naſalſpørgsmaal rykkede ſin Løsning et Skridt nærmere.

Langs Havkanten ſteg fra hundrede forſkjellige Punkter en tung, guſten Røg, ſom dreves indover af Vinden, til den bredte ſig over det ganſke Land ſom en tynd, ſkiddengraa Taage. Jeg havde ikke mere Vidnesbyrd behov —; derfra kom Forargelſen. Noget, ſom kunde ligne Fabriker, var der ikke Spor til; det var da det, jeg ogſaa kunde vide. Me gjeng ikkje fram, ſo det donar her paa Jæderen

— Hvad er det, de brænder dernede? ſpurgte jeg en Mand, ſom ved ſiſte Station var kommet ind.

— Det er Tare, ſagde han.

Fy for en Ulykke, brændte de Tare?! Jeg huſkede, hvor fælt Taren kunde lugte i naturlig Tilſtand, naar den laa ned i Havſtranden og raadnede