Side:Fra det mørke Fastland.djvu/22

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

her og der, ensomme og fjerne, hvide som Spøgelser.

Trænet vaggede i Vei med udpræget moderat Fart; selv Dampen faar et roligere Temperament her paa Jæderen. Alligevel maatte man jo sige, at det gik fort. I min Barndoms Tid, da vi krøb alle disse Bakkerne op og ned med Brunkaa og Bylasset, plejede der at medgaa saadan en Dags Tid paa dette Stykke Vei, som vi nu hande klaret paa to Timer. Nu var vi allerede i Nærbøsoknaa. Flad-Jæderens Torvmyrer foldede sig ud i hele sin Romantik. Bredere Vindbølger væltede ind mod Trænvæggene og blistrede og tudede i alle de klaprende Kupeers Vinduer og Døre. Jeg pustede dybt ud; — vi nærmede os Havet.

Og hint ovennævnte Nasalspørgsmaal rykkede sin Løsning et Skridt nærmere.

Langs Havkanten steg fra hundrede forskjellige Punkter en tung, gusten Røg, som dreves indover af Vinden, til den bredte sig over det ganske Land som en tynd, skiddengraa Taage. Jeg havde ikke mere Vidnesbyrd behov —; derfra kom Forargelsen. Noget, som kunde ligne Fabriker, var der ikke Spor til; det var da det, jeg ogsaa kunde vide. Me gjeng ikkje fram, so det donar her paa Jæderen

— Hvad er det, de brænder dernede? spurgte jeg en Mand, som ved siste Station var kommet ind.

— Det er Tare, sagde han.

Fy for en Ulykke, brændte de Tare?! Jeg huskede, hvor fælt Taren kunde lugte i naturlig Tilstand, naar den laa ned i Havstranden og raadnede