— Saaledes vilde man tilsist, ad Tvangens
Vej, kunne fremelske et virkelig skikkeligt Stavanger.
Metoden synes noget radikal. Men det er nu engang saa med disse Tvangsmetoder: enten maa de gjennemføres tilgavns, eller ogsaa gjør de vondt værre.
Mit Fødeland havde denne Gang noget nyt at byde mig, nemlig en ny Slags vond Lugt, over hvis Væsen og Oprindelse jeg grundede en hel Del i mit ensomme Kupéhjørne.
Det var en Art Røglugt, saa meget var klart. Men hvad det kunde være for noget, man brændte? Hverken Torv eller Lyng eller Helma lugtede paa den Vis.
Jeg befandt mig pludselig med mine Tanker i Erkner. Erkner bei Berlin — med sit daarlige Øl, sin Skatteopkræver, sin Søle og sin Cellulosefabrik. Aha! Kanske noget sligt —? Kanske Jæren begyndte at slaa sig op og faa Fabrikdrift?
Men saa var der ingen Skorstene. Saa vide mit Blik vankede over Heier og Bakker — der var intet andet opadstræbende at se end de gamle fattige, mer eller mindre reducerede Trækirketaarn, der skimtes
