i Ave. Med ſand Rørelſe læſte jeg de Artikler,
hvormed Stavangerbladene i Befolkningens Navn
hilſte den nysudnæbnte Politimeſter velkommen til
Byen; — det var en Mand, ſom i en ſtørre Naboby
var bleven ganſke upopulær formedelſt ſin Strænghed.
Men Stavangerbladene hilſede ham, netop paa Grund
af denne Strænghed, ſom en Befrier og Lykkebringer.
Det var netop en Mand med Ben i Næſen, man
trængte her, og Hr. Politimeſteren kunde være
overbeviſt om, at han i ſit beſværlige og vanſkelige
Arbeide med at holde ſtyr paa Raaheden i denne By
vilde have alle gode Borgeres Tilſlutning og Medhjælp.
— Stakkars Stavanger!
Præſter og Bedehuſe hjælper ikke, og hvor ſkal man ſaa hen? — En kraftig ſvungen Politiſtat blir den eneſte Redning.
At Tvang avler Raahed, at Undertrykkelſe af den naturlige Livsglæde fremelſker Vildſkab, — det er en gammel Erfaringsſætning, ſom man her til Lands ikke vil tro. Allermindſt i Stavanger. Og dog har netop der de ſædvanlige norſke Folkeopdragelſesmidler, Tampen og Helvede, været brugte mer end noget andet Sted, ſaa at der burde man egentlig førſt være færdig med Troen paa de Greier.
Men jeg ſiger ikke om det. Man har kanſke tampet og ſvovlet ſaa lenge, at Raaheden er gaaet i Blodet; og hvis det menneſkelige i Menneſkene er ſlukt, ſaa nytter det nok ikke at ſnakke om Frihed længer. Maaſke er det virkelig Politimeſteren, ſom
