i Ave. Med sand Rørelse læste jeg de Artikler, hvormed Stavangerbladene i Befolkningens Navn hilste den nysudnæbnte Politimester velkommen til Byen; — det var en Mand, som i en større Naboby var bleven ganske upopulær formedelst sin Strænghed. Men Stavangerbladene hilsede ham, netop paa Grund af denne Strænghed, som en Befrier og Lykkebringer. Det var netop en Mand med Ben i Næsen, man trængte her, og Hr. Politimesteren kunde være overbevist om, at han i sit besværlige og vanskelige Arbeide med at holde styr paa Raaheden i denne By vilde have alle gode Borgeres Tilslutning og Medhjælp. — Stakkars Stavanger!
Præster og Bedehuse hjælper ikke, og hvor skal man saa hen? — En kraftig svungen Politistat blir den eneste Redning.
At Tvang avler Raahed, at Undertrykkelse af den naturlige Livsglæde fremelsker Vildskab, — det er en gammel Erfaringssætning, som man her til Lands ikke vil tro. Allermindst i Stavanger. Og dog har netop der de sædvanlige norske Folkeopdragelsesmidler, Tampen og Helvede, været brugte mer end noget andet Sted, saa at der burde man egentlig først være færdig med Troen paa de Greier.
Men jeg siger ikke om det. Man har kanske tampet og svovlet saa lenge, at Raaheden er gaaet i Blodet; og hvis det menneskelige i Menneskene er slukt, saa nytter det nok ikke at snakke om Frihed længer. Maaske er det virkelig Politimesteren, som
