Side:Fra det mørke Fastland.djvu/19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


i Ave. Med ſand Rørelſe læſte jeg de Artikler, hvormed Stavangerbladene i Befolkningens Navn hilſte den nysudnæbnte Politimeſter velkommen til Byen; — det var en Mand, ſom i en ſtørre Naboby var bleven ganſke upopulær formedelſt ſin Strænghed. Men Stavangerbladene hilſede ham, netop paa Grund af denne Strænghed, ſom en Befrier og Lykkebringer. Det var netop en Mand med Ben i Næſen, man trængte her, og Hr. Politimeſteren kunde være overbeviſt om, at han i ſit beſværlige og vanſkelige Arbeide med at holde ſtyr paa Raaheden i denne By vilde have alle gode Borgeres Tilſlutning og Medhjælp. — Stakkars Stavanger!

Præſter og Bedehuſe hjælper ikke, og hvor ſkal man ſaa hen? — En kraftig ſvungen Politiſtat blir den eneſte Redning.

At Tvang avler Raahed, at Undertrykkelſe af den naturlige Livsglæde fremelſker Vildſkab, — det er en gammel Erfaringsſætning, ſom man her til Lands ikke vil tro. Allermindſt i Stavanger. Og dog har netop der de ſædvanlige norſke Folkeopdragelſesmidler, Tampen og Helvede, været brugte mer end noget andet Sted, ſaa at der burde man egentlig førſt være færdig med Troen paa de Greier.

Men jeg ſiger ikke om det. Man har kanſke tampet og ſvovlet ſaa lenge, at Raaheden er gaaet i Blodet; og hvis det menneſkelige i Menneſkene er ſlukt, ſaa nytter det nok ikke at ſnakke om Frihed længer. Maaſke er det virkelig Politimeſteren, ſom