Blomstrings Flor. En Bylaban kommer drivende med sin Bøsse. Da han saa den vakre Apall, lagde han Bøssen til Kinden og sendte Haglladningen lige ind Blomsterfonnen. Haglene sprutede rundt omkring, lige ind paa Vinduerne, indenfor hvilke Folk færdedes og Børn legte. Se det var Moro.
En anden Bøssehistorie — naturligvis gaar disse Slyngler bestandig med Bøsse, saa sandt de kan; ved Hjælp af den kan de jo faa ødelagt saa meget mere —:
Noget nedenfor Gaarden er der en liden Lund. Der holder en hel Del Smaafugl til; der er jo ikke saa mange Træer i Nærheden. To Bøssefyrer opdager denne Lund, styrer lige over Engen og derhen; skjønner, at der er Smaafugl. Ejeren ser dem tilfeldigvis, begiver sig hen til dem og forbyder al Skydning i Lunden; — Fyrene flirer, strækker Bøsserne op mod et Træ, hvor der netop holdes stor Koncert; midt for Ejerens Øjne trykker de løs, og Smaafuglene drysser døde til Jorden i Hobevis. Saa ler de og rømmer: — det blev rent ekstra Moro det.
Sligt kommer ikke i Avisen. Men jeg kan ikke tænke mig noget mere betegnende for indædt, inderlig Hjerteraahed end Historier som disse — der altsaa er for hverdagslige til at staa i Avisen.
Den brave Del af Stavanger Befolkning vaander sig under denne Raahed som under en Landeplage, og de gjør alt hvad de ved og kan for at holde den
