Side:Fra det mørke Fastland.djvu/17

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


vej, lige udenfor Byen, tet ved en af de ſtørre Villaer; Tidspunkt: Eftermiddagen mellem 6 og 7.

Lidt længer ude ved den ſamme Landevej er der i de ſenere Aar plantet en liden Park. Træerne er unge, men begynder nu ſaa ſmaat at ſtrække ſig i Vejret. Dette Anlæg, fortalte man mig, benyttes af en vis Del af Befolkningen paa en ſaadan Maade, at Byens Fædre i Fortvilelſe ſkal tænke paa ſimpelthen at hugge Parken ned igjen.

Naa; den Slags Ting kunde ogſaa hænde andenſteds, ſiger man. Ja, ja. Men man maa dog undres paa, at Stavanger med sin Gudfrygtighed ikke ſkal være bedre end ialfald de verſte af Moabiternes og Hethiternes Steder. Jeg har forreſten ogſaa ſet lidt af, hvad jeg indbilder mig maa betegnes ſom ſpeciel Stavangerſk Raahed.

Min Broders Gaard ligger en Fjerdingvei fra Byen, men er alligevel ofte udſat for ubehagelige Stavangerbeſøg.

Noget af det førſte, jeg oplevede derude, var følgende:

En liden Gut var ſendt til Brønden efter en Bøtte Vand. Som Gutten ſtrever hjemover med ſin Byrde, kommer to Byfyrer. Den ene af dem gaar hen til Gutten, narrer Bøtten fra ham og ſlaar Vandet nedover Benene paa ham. Hvorpaa Fyrene lo forferdelig godt og forſvandt. Det var Moro!

Udenfor Vinduerne har min Broder noget i Retning af en Have; der ſtaar blandt andet en ung Apall, ſom netop i de Dage ſtod lavende hvid i ſin