Side:Fra det mørke Fastland.djvu/17

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

vej, lige udenfor Byen, tet ved en af de større Villaer; Tidspunkt: Eftermiddagen mellem 6 og 7.

Lidt længer ude ved den samme Landevej er der i de senere Aar plantet en liden Park. Træerne er unge, men begynder nu saa smaat at strække sig i Vejret. Dette Anlæg, fortalte man mig, benyttes af en vis Del af Befolkningen paa en saadan Maade, at Byens Fædre i Fortvilelse skal tænke paa simpelthen at hugge Parken ned igjen.

Naa; den Slags Ting kunde ogsaa hænde andensteds, siger man. Ja, ja. Men man maa dog undres paa, at Stavanger med sin Gudfrygtighed ikke skal være bedre end ialfald de verste af Moabiternes og Hethiternes Steder. Jeg har forresten ogsaa set lidt af, hvad jeg indbilder mig maa betegnes som speciel Stavangersk Raahed.

Min Broders Gaard ligger en Fjerdingvei fra Byen, men er alligevel ofte udsat for ubehagelige Stavangerbesøg.

Noget af det første, jeg oplevede derude, var følgende:

En liden Gut var sendt til Brønden efter en Bøtte Vand. Som Gutten strever hjemover med sin Byrde, kommer to Byfyrer. Den ene af dem gaar hen til Gutten, narrer Bøtten fra ham og slaar Vandet nedover Benene paa ham. Hvorpaa Fyrene lo forferdelig godt og forsvandt. Det var Moro!

Udenfor Vinduerne har min Broder noget i Retning af en Have; der staar blandt andet en ung Apall, som netop i de Dage stod lavende hvid i sin