med det; der var ingen, som kunde erstatte han Lars. Nu er der Paaske over Landet — han Lars er kommen igjen til dem! Og det bedre end før, ydmyget, renset, lutret, prøvet i alt, ogsaa i Synd; nu er han netop den Mand, til hvem de kan gaa hen med sine stakkars skidne Samvittigheder. Hvad skulde de nu genere sig for? Han staar jo der mid iblandt dem fed og bred som et levende Bevis for, at der er Naade for al Synd — endog for den at besudle det hellige. Thi han er tagen til Naade! — han siger det ja selv.
Og de glemmer med Glæde, at han sagde det samme — før ogsaa. Før, i sin Ungdom, havde han været et Syndens Barn, sagde han, en Skjørlevner og jeg ved ikke hvad; men nu havde han rejst sig; nu var han gjenfødt; nu var han et Guds Barn og Jesu Medarving! — Det sagde og forsikrede han, lige til den Tag, da han blev nødt til at rømme Kirken formedelst et Levnet, som end ikke burde nævnes iblandt os. Men det er nu altsammen glemt. De tror paa hans Forsikringer nu, som de troede paa dem dengang. Om der saa kom en ny „Falds“-Historie, og han et halvt Aar bagefter atter steg frem og sagde, at han hidtil havde løjet, men at nu var han ren, — de vilde paany tro ham.
Vestlandsbonden er kjendt for sin Mistænksomhed. Men paa dette Omraade er han et Barn. Saa snart det begynder at ringle for hans Ører med de rigtige gamle gudelige Talemaader, blir han hypnotiseret. Og den hypnotiserede har overfor Hyp-
