i St. Petri Menighed, og som nu end ydermere vokser sig fed — ved at være gjenoprejst!
Paa Mose Stol sidder Oftedal og Emissærerne. Gjører I som de, — paa det at det maa gaa eder vel, og I maa længe leve i Landet.
— — Oftedal har aldrig havt bedre Chancer end nu.[1] Han kjender sine Faar og ved, at han kan tage dem igjen der, hvor han slap dem. Disse stakkars, af Slid og Sut og for megen Pontoppidan halvt aandssløvede Vestlandsbønder, — de er hans og blir hans. Nu drager han om blandt dem og præker under rasende Tilstrømning. Der er ikke Plads i Husene længer; Halvparten af de søgende maa staa udenfor. Og saa knalder han løs. „Nu ser dere vel, at dere kan komme til Jesus! Nu behøver dere da ikke at være blyge! Naar han har kunnet tilgive mig, som har levet et helt Liv i Liderlighed og Synd, saa tilgir han nok dere ogsaa. Kunde han tage et sligt Svin som mig i sine Arme — —!“
De stakkars Hjælp søgende og Hjælp trængende Mennesker hører paa slig Gudsbespottelse uden at spy. De blir rørte; de græder. Deres Trang og Nød er saa stor, og deres aandelige Horizont saa trang, at de ikke engang tænker paa at kritisere.
Han Lars er gildere end nogensinde. Som Faar uden Hyrde stod den vestlandske Vækkelses Hjord. Den vidste ikke, hvor den skulde vende sig.
Den havde nok Vorherre, men — det nar saa løje
- ↑ Nedskrevet Høsten 1892.
