— Oftedal, ja.
Mødte jeg ham ikke igaar, fed, bred, glinsende og fornøiet — han har jo angret saa svært i den sidste Tid, stakkar — med blankpudset Floshat og Ring og Stav, — stoltelig spadserende fra sin Ejendom i Byen til sin Ejendom paa Landet! — hvilken Ejendom ved en eller anden Skjæbnens Ironi heder Rosendal. Har den Guds Mand ogsaa der plukket Roser?
Og ved hans Side vandrede tre alvorlige Mænd, „Brødre“ af Fuldblodsracen, med trefold sindige Skridt, med Idiotien skinnende i sine Ansigter, og med en Tro, der kunde forbløffe et Fjeld. Jeg lo med mig selv ved Tanken om, hvor nødig disse tre Mænd skulde ville lade sig se ved Siden af en skikkelig Ægtemand som for Eksempel mig. Men der vandrer de saa elskelig afsted midt paa lyse Dagen Arm i Arm med denne... naa-ja; han skal ja nu være gjenoprejst.
Hvilket Indblik fik jeg ikke med engang i denne Verdens Indretning og i Visdommens Art og Stik! Jeg Asen, som engang troede, at man burde tale ærligt om alvorlige Ting! O mine Brødre og Søstre, ogsaa paa mig ere Øjnene vordne opladte! I unge Kvinder og Mænd, atter og atter formaner jeg eder: lærer af mit og Ligesindedes Eksempel, sammenholdt med hans Eksempel, som voksede sig fed i Synden
