notisøren ingen Kritik, ingen Selvstændighed. Manden er benaadet, han siger det jo selv! —
Hyrden har sin Hjord igjen, og Hjorden har sin Hyrde. Vi kommer en Dag til at se den faldne fra Stavanger igjen — allesammen.
Imidlertid ved alle Mennesker, hvad Lars har gjort — og ser, at det ikke blev straffet.
Ogsaa paa Vestlandet er der Verdens Børn. De tar Skandalen paa sin Vis. Den fortelles og nydes, hvor man kommer. Der hviskes om den i Stuen og i Kjøkkenet, paa Gader og Stræder, i Kammere og Kjældere, — kanske ogsaa i Skolen. Man ved, at den præstelige Ægtemand, som prækede saa vakkert, var en Horkarl; og da man ingen nærmere Besked har, saa udmaler man sig Tingen paa egen Haand med alskens Detaljer. Man fortæller hinanden, at Lars drev Utugt med Mindreaarige; at han benyttede Skillingen som Bestyrer af sit Magdalene-Asyl, og det paa en saadan Maade, at han af Asylets Piger stundom blev sat gjennem Vinduet ud paa Gaden — paa sin egen Vaisenhusgade — , desformedelst, at Pigerne blev jaloux paa hinanden; at han skal have optraadt overfor den og den gifte Kone slig, — at jeg ikke kan nævne det; for hvis jeg nevnte det, saa blev — jeg sat under Tiltale. Og altsammen er naturligvis ganske vist.
Og saa blev der ingenting gjort ved det! — De Overordnede vidste Besked. Biskopen kjendte Historierne. Hans Højærværdighed ymtede endog i
