Side:Fra Kristiania Bohêmen.djvu/9

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


— Ja som sagt; det er bare en anledning det gjälder.

Der blev en pause.

— Nej men kjäre, sa jeg saa, jeg har jo rent glemt at by dig en cigar — skal du ikke röge?

— Nej tak, jeg maa gaa strax — Gaar den klokken din rigtig?

— Ja den gaar rigtig. — Men den er jo over otte!

— Aja, det gjör ikke noget, sa han slapt.

— Men kommer ikke visiten klokken otte?

— Den kan komme, men det er ikke sagt, den kommer; forresten er det vel bedst, jeg gaar — og han hängte kappen om skuldrene og tog huen paa.

Jeg saa paa ham imens. Lampelyset faldt nedenfra op i ansigtet paa ham, saa huebrämmen ikke kasted nogen skygge over panden og öjnene—:

— Hvor du ser slap ud, sa jeg.

— Jasaa, gjör jeg det? sa han — det löd ängstelig interesseret.

— Ja, isär nu, du har huen paa: naar den er af virker pandehaaret som skygge.

Han tog huen af igjen og saa spörgende paa mig.

— Anej forresten, du ser fält slap ud nu ogsaa.

— Ja jeg er slap ogsaa, sa han trät.

— Hvad er det, som fejler dig da? Er du forkjölet? Du er lidt häs, hörer jeg.

— Nej, det er ikke det — han blev staaende og se paa mig.