— Ja som sagt; det er bare en anledning det gjälder.
Der blev en pause.
— Nej men kjäre, sa jeg saa, jeg har jo rent glemt at by dig en cigar — skal du ikke röge?
— Nej tak, jeg maa gaa strax — Gaar den klokken din rigtig?
— Ja den gaar rigtig. — Men den er jo over otte!
— Aja, det gjör ikke noget, sa han slapt.
— Men kommer ikke visiten klokken otte?
— Den kan komme, men det er ikke sagt, den kommer; forresten er det vel bedst, jeg gaar — og han hängte kappen om skuldrene og tog huen paa.
Jeg saa paa ham imens. Lampelyset faldt nedenfra op i ansigtet paa ham, saa huebrämmen ikke kasted nogen skygge over panden og öjnene—:
— Hvor du ser slap ud, sa jeg.
— Jasaa, gjör jeg det? sa han — det löd ängstelig interesseret.
— Ja, isär nu, du har huen paa: naar den er af virker pandehaaret som skygge.
Han tog huen af igjen og saa spörgende paa mig.
— Anej forresten, du ser fält slap ud nu ogsaa.
— Ja jeg er slap ogsaa, sa han trät.
— Hvad er det, som fejler dig da? Er du forkjölet? Du er lidt häs, hörer jeg.
— Nej, det er ikke det — han blev staaende og se paa mig.
