Side:Fra Kristiania Bohêmen.djvu/10

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


— Men hvad er det da?

Han svarte ikke strax, saa först en stund mörkt ned i gulvet, men löfted saa öjnene paa mig og sa sörgmodig, nästen grädende —: Jeg er ikke länger den samme freidige herre, som jeg var för; det er forbi med mig.

Jeg saa en stund paa ham.

— Aah! sa han saa og tog sig med begge händer til baghovedet, saa huen, han havde sat paa igjen, när var faldt af —: aah! dette at vide, at jeg aldrig vil komme til at arbeide, aldrig komme til at gjöre noget, aldrig bli noget!

Öjnene var vaade, og läberne beväged sig krampagtig.

Jeg smilte: ‘‘Gjengangere’’ havde saa nulig gaat over scenen.

Han stod og saa ned i gulvet, men havde der paa fölelsen, at jeg smilte.

— Ja, du ved ikke, hvordan det er du sa han. Men jeg... jeg har aldrig kunnet arbeide, og vil aldrig, komme til at gjröe det heller...

— Det kan du ikke vide. Kunde du ikke probere at elske lidt mindre, og se, om det ikke skulde väre muligt at gi den kraft, du da sparte op, et andet udlöb? — Nu gaar jo det hele bare til Intet.

— Anej det gaar ikke, sa han slap og hylled soldaterkappen om sig, som om han frös; jeg har jo forsögt det saa mange gange.

Jo pyt! du har forsögt det en eneste gang har du —: dengang du vilde gi dig til at studere jus.