Side:Fra Kristiania Bohêmen.djvu/8

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Jeg kunde ikke la väre at smile af hans maade at opfatte den frie kjärlighed paa, men jeg sa ingeting. Han trodde jeg smilte af repliken og fortsat sin fortälling.

— Nej, nu gaar jeg ikke et skridt videre, sa hun og stansed igjen. — Nej nej, nu har jeg sagt det, jeg vilde sige, nu kan De gjerne la väre at gaa videre, svarte jeg. — Saa gik hun videre alligevel. — Og De maa da indrömme det, begyndte jeg igjen. Men hun afbröd mig strax: — Nej begynder De nu igjen?! og standsed for tredje gang. — Nej, sa jeg: jeg vilde bare sige at ogsaa fra skjönhedens standpunkt vilde et sligt forhold ikke väre forkasteligt. Slig som det nu er, er det rigtignok noget uskjönt ved den slags forhold, fordi vi herrer maa ta vor tilflugt til simple, udannede piger, som vi ikke samtidig kan staa i et aandeligt forhold til; men ikke sandt: forholdet vilde bli langt skjönnere og langt ädlere, naar det blev stiftet mellem en dannet mand og en dannet kvinde. — Mere fik jeg ikke sagt, Hjalmar og fröken Johannesen hvade tat os igjen, og vi vendte og gik alle fire sammen indover igjen.

Jarmann endte sin fortälling og blev staaende der länet op mod kanten af dören og se paa mig.

— Var dette för eller efter, at du havde kysset hende? spurgte jeg.

— Det var för.

— Naa da er du kommen et godt stykke paa vej.