— Naturligvis! naar der bare kommer en anledning saa... Jeg har alt forklaret hende det altsammen.
— Jasaa, naar gjorde du det? spurgte jeg med et smil over dette ‘‘altsammen.’’
— Jo, her forleden spaserte vi sammen udover Drammensvejen hun og jeg — Hjalmar gik et stykke bag med fröken Johannessen. Vi havde talt en hel del frem og tilbage, og jeg havde forklaret hende alt det der, om at det kommer ikke an paa, hvad man gjör, men om man gjör det, man gjör, af fri vilje eller ikke. Og saa skulde jeg illustrere det ved et exempel —: om nu f. ex. De og jeg var sammen, begyndte jeg. Men saa stopped hun op og sa —, nej, nu gaar jeg ikke länger. — Jamen kjäre Dem fröken, sa jeg: forstaar De ikke, hvorfor jeg har gaaet her og talt slig med Dem? — Nej — og hun saa mig lige inde i ansigtet rent forbauset over min fräkhed; trodde vist jeg vilde sige, det var for at faa lov til at väre med hende. — Jo, forstaar De ikke det, sa jeg —: som De vel kan vide, saa har jeg väret sammen med en hel del fruentimmer i min tid og generer mig ikke for at sige det til hvemsomhelst. Og nu vilde jeg ha, De skulde gjöre det samme: jeg vilde, De skulde väre med de herrer af Deres bekjendtskab, som De synes om, og ikke genere Dem for at sige det til hvemsomhelst.
Jarmann fortalte dette som den naturligste ting af verden, mens han stod der länet op mod kanten af dören og gynged sig frem og tilbage paa den.
