Side:Fra Kristiania Bohêmen.djvu/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


ikke fö havde hun vendt ansigtet til, för jeg uden videre kyssed hende lige paa munden. Ganske lydlöst forresten, for fruen og fröken Johannesen sad jo der, med ryggen til pianofortet gudbevares, men bare to skridt borte. Hjalmar og Henrik saa det hele og sad som paa sit bare liv for at fruen skulde vende sig.

— Naa, men fruen märked altsaa ingenting?

— Nei, men fröken Peterson for op og löb ind i värelset ved siden af, og jeg blev staaende alene igjen. — Du Henrik! sa jeg: jeg gaar ind til dig og stopper en pibe. — Nej värsgod, sa värtinden, der staar tobak derinde — og hun pegte ind der, hvor Fröken Petersen var. Det var det jeg vilde, og jeg gik derind. I gyngestolen midt i det mörke värelse sad hun; lampelyset derindefra, hvor de andre sad, faldt gjennem döraabningen ind over gulvet og opover benene og kjolen hendes; men overkroppen, som hun läned tilbage, laa i mörke. Jeg gik hen bag hende og gav mig til at gynge hende langsomt frem og tilbage, og for hver gang hodet hendes kom bagover, kyssed jeg hende paa munden, paa panden paa öjnene, paa kindet — hvor det kunde träffe sig. Og hun lod det ganske rolig ske, bare laa der länet tilbage og tog imod kysserne med armene bagover op om hodet.

— Ikke om dit hode altsaa?

— Nej desvärre.

— Naa, det kan vel komme—ja for du agter vel at gaa videre, hvad?