— Nej jasaa, saa du har kysset hende — hvordan gik det for sig?
— Jo ser du — og han blev ved at gynge sig langsomt frem og tilbage paa den svajende dör, mens hans fortalte —: her sidst söndag var jeg droppe, og vi sad rundt lampen ved en liden toddy, fruen, fröken Peterson, fröken Johannessen, Hjalmar og Henrik, og jeg. <Fruen og fröken Johannesen havde lavet sig et glas sammen, noget tyndt skvip, men fröken Peterson havde sit eget glas, og det var almindelig stärk toddy. —Som vi sidder der og passiarer — vi havde kanske nippet en gang eller to til glasset — saa siger pludselig fröken Petersen: ‘‘Nej, nu vil jeg drikke!’’ Og dermed skyller hun hele toddyen ned i et drag. Lidt efter virked det, hun blev sprud röd i ansigtet, og da hun märked det, reiste hun sig og sat sig hen til pianofortet og gav sig til at hamre lös paa tangenterne — ganske vildt; for hun kan ikke spille. Saa gik jeg hen bag hende og tog — med en arm over hver af skuldrene hendes — noterne fra pianofortet og holdt dem op for ansigtet hendes og sa leende ——: ‘‘Kan De ikke spille efter disse her da fröken?’’ mens jeg samtidig la kindet mit kjälent op imod hendes. — Det gav et sät i hende, da hun fölte mit varme kind mod sit, men hun reiste sig ikke og trak ikke kindet tilbage. — Kan De ikke spille efter disse her? lo jeg igjen og trykked kindet fastere op imod hendes. Saa vendte hun hodet og saa forbauset op paa mig. Men jeg lod mig ikke forblöffe;
