Side:Fra Kristiania Bohêmen.djvu/4

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ned paa mig, smilende venskabelig med de kridhvide tänder i den friske röde mund.

— Stakkars dig! sa han tilslut: hvordan har du det saa?

— Aa tak, jeg er bedre nu. Og Turgenjew er morsom; og jeg har fuldt op af besög om dagen.

— Besög? — det glimted i de smaa lyse öjne — har du havt damebesög? veninder?

— Nej; jeg holder ikke den slags mere, det var i gamle dage det. Nu synes jeg de er for kjedelige de jenterne, man finder paa gaden; jeg faar nok af dem, naar jeg har tat dem med hjem en gang.

— Aja du har igrunden ret, sa han, og de friske röde läber fortrak sig til et trät smil i det blege ansigt: — de er ikke videre morsomme.

— Nej, sa jeg: skal jeg herefter kunne stifte den slags bekjendtskaber paa längere tid, saa maa det väre med dannede kvindemennesker, ikke med disse kjedelige jenterne.

Jarmann saa et öjeblikk paa mig med et polisk smil, länet sig saa dovent op mod kanten af dagligstuedören som stod aaben ind til mig, sat benene sprikende ud fra hverandre og blev staaende og gynge sig langsomt frem og tilbage paa den svajende dör mens han stirred eftertäksomt ned i gulvet. Men löfted saa pludselig öjnene paa mig igjen med et diskret blik og sa —:

— Du! jeg har kysset fröken Petersen.

Fröken Petersen var en ung pige, der bodde hos den samme värtinde som mine to brödre, Hjalmar og Henrik, hvem Jarmann omgikkes daglig.