Side:Fra Kristiania Bohêmen.djvu/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Aa, denne modbydelige, slövende sejgpining! — Og den skulde vare ved dag ud og dag ind! kanske aar ud og aar ind! ... Og värre og värre blev det dag for dag — nej, han holdt det ikke ud mere! Han hvilte igjen albuerne paa sine knä og gjemte ansigtet i händerne. Men saa pludselig gav det et sät i ham, han löfted hodet og saa nästen vildt ud i luften —:

— Han maatte skaffe sig angeren og sönderknuselsen! ... ordentlige samvittighedskvaler, som kunde opta ham hele dagen! Og fordrive de liderlige tanker! og fylde ham med anger — Ja det var det eneste, som muligens kunde redde ham.

Han sad der med händerne paa sine knä og stirrede ud i lufted og hörte sit hjerte slaa, mens han fölte beslutningen födes derinde i sig. Et öjeblik tänkte han paa at stanse den, men fög saa med et op af sofaen og for frem og tilbage paa gulvet —:

Nej! fejlen! fejlen, og skjögen, og solskinnet!. . ud, bare ud af denne tunge beklumrede luft, som holdt paa at kväle ham! ... lynild og torden! — og saa frisk, renset luft at aande ti efterpaa! fald og oprejsning! .... Ja, fejlen! og solskinnet! og skjögen!

Og han sank ned paa sofaen igjen og blev siddende stöttet med en haand paa hvert knä og stirre ned i gulvet. Blodet suste gjennem aarerne med vild kraft, han hörte ikke länger ängstelig sit hjerte banke, hans fantasi havde feber —:

... Skjögen! ... skjögen! — han saa hende