for sig, den höje, fyldige pige fra igaaraftes. Rolig vandred hun opover Karljohan sammen med en fyr. Det var over paa parksiden, der var nästen ingen folk, de gik formelig klint ind under parkens busker armene havde de slynget on hverandres liv, og hun läned sit hode mod hans skulder og saa op paa ham med store ömme öjne — og han kyssed hende lidenskabelig og pressed haanden...
Han saa det tydelig altsammen, han stod inde paa gräsplanen lige bag den busk, de passerte forbi da de kyssedes, og deres ansigter var ikke mere end en alen eller to borte fra hans.
Han for frem og rev hende fra ham —: hun er jo skjögen, og det var jo ham, her skulde have hende ... Han drömte om skjögens usle liv i alle dens Fremtoninger, mens han laa der inde paa sit Rum...
Men pludselig, med et sät, sprat han op paa gulvet igjen og saa paa sit uhr —: Du store gud. den var ikke stort over fem!
Han löb nervost frem og tilbage i det trange rum —: Hvad skulle han gjöre for at faa tiden til at gaa ligetil sent inat! — ja for för turde han ikke gaaderned. — Aa det var jo ikke til at holde ud..
Han sat sig hen til bordet igjen og forsögte at läse videre i Drachmann. Nej, det gik ikke. —
Han tog frem Ibsen og Björnson, digtene, og bladet i dem ... Nej det var ham ikke muligt, at holde tankerne sammen. — Endelig rejste han sig
