optat af andre ting ogsaa, var da ikke rent gaat op i bare det—men nu? ..,
Aa han havde havt det meget bedre för! Han tog händerne fra ansigtet, löfted hodet og saa sörgmodig han paa bordet, hvor Björnsons og Ibsens buster var stillet op, en paa hver side af skrivetöjet — : Hvor havde han ikke holt af disse to f.ex... hvor mangen en glad og löfted stund havde de ikke skaffet ham — stunder, fyldte af ren og ädel begejstring, hvor alt urent var fjernt, fjernt fra hans tanke!...
Han husked det godt, det havde värt herlige dage. Björnsons og Ibsens og Drachmans digte havde stadig ligget fremme paa bordet, og i timevis havde han kunnet gaa op og ned her paa gulvet og med glödende begejstring läse hjöt for sig selv af dem — aa for nogen timer! — Og naar han saa blev trat af det, og der tilfäldigvis ikke kom nogen til ham, saa slängte han noksaa vel tilmode ud til en eller anden kammerat — helst en, der var ligesaa doven og havde ligesaa god tid som han selv — og la sig paa sofaen der, til al röge tobak og drikke öl og passiare om alle mulige ting... Helst forresten om fruentimmer ... ja, igrunden havde de aldrig talt om stort andet; men de havde talt om det, ikke som noget attraavärdigt, bare som et fristelse, der skulde modstaaes, men som desvärre ikke altid blev modstaaet. — Jo, det havde värt hyggelige, underholdende og belärende aftener ...
Istedenfor nu?! — aa, dette at ligge og döse
