han aldrig fik bestille noget. — Tog han en bog og begyndte, kunde han jo slet ikke tänke paa det han läste, bare for disse fruentimmerskikkelser, som dansed mellen linjerne, indtil han glemte baade bogen og linjerne og bare saa paa dem. — Ja, liderligheden var det, som forhindred ham fra at gjöre sin pligt, og den var det, som fyldte ham med dette fortärende savn, som ikke lod ham rist eller ro ...
Men hvad i alverden skulde han gjöre? — han havde jo gjort hvad han kunde, for at overvinde det — Han havde trukket sig tilbage fra kammeraterne. De var begyndt at tale for meget og for fräkt om disse ting. En af dem havde endog fortalt, at han havde gjort det ... og sagt, at han agted at fortsätte: det var for dejligt, til at han vilde la det väre. — Og de andre havde värt mere eller mindre enige og havde led af ham, da han erklärte det for at väre fräk tale. — Og saa havde han forstaat, at sligt var smitsomt, og han var blit räd for sig selv, og havde trukket sig tilbage fra dem.
Men det havde ikke hjulpet, det var bare blet värre.
Nu, da han brändte ind med det altsammen alene, täntke han aldrig paa andet hele den lange udslagne dag. Bare paa dette ene — aldrig paa andet! — han kunde gjöre hvad han vilde, han fik dat ikke ud af tankerne. —
Nej, det havde ikke hjulpet at träkke sig tilbage fra kammeraterne. — För havde han da värt
