större, rummeligere värelee! ossaa ingen skole. Men det maatte til! —Aa dette modbydelige lille värelse med sit gammeldags hvide väggepapir med lysegule figurer paa! Det var jo en äske, man havde tat og puttet ham ind i, og hvor han leved som i et fängsel og fölte sig mindre dag for dag.
Aa gud ja, hvor han fölte sig liden og ussel her!
Ligefra om morgenen, naar han laa der henne i sengen i graalysningen, efterat pigen havde värt inde og väkket ham, halvvaagen og bare tänkte paa den ene ting, at nu skulde han igjen paa skolen og bli hört i disse lektier, som han aldrig kunde, fordi han aldrig havde läst dem, fordi de altid var saa kjedelige — aa saa kjedelige!
Og ligetil om aftenen, naar han igjen laa der henne i den samme seng og ynkelig angred, at han ikke havde läst idag heller. Og lovte sig selv höjt og dyrt, at imorgen skulde han gjöre sin pligt! Og bad gud om at hjälpe sig til det! Og viste, at han ikke kom til at gjøre det alligevel! ...
Aah, disse morgener! og disse aftener! — Og disse formiddage paa skolen! Og disse eftermiddage herhjemme! — hvor han bare laa paa paa sofaen og tänkte paa liderlige ting istedetfor at bestille noget! ...
Han lod sig, falde ned paa sofaen, stöttede albuerne paa sine knä og gjemte Ansigtet i händerne —: Aa denne liderlighed, denne overhaandtagende liderlighed! — den var det igrunden. som gjorde ham saa ulykkelig! den var det jo, som gjorde, at
