En stund blev han gaaende der frem og tilbage
i det trange rum, men standsed saa pludselig midt i
värelset og saa sig om. Han maalte med öjnene
afstanden mellen sengen der paa den höjre väg og
sofaen paa den venstre —:
— Et slot?! — he! — Og han lod sig falde ned paa det ene knä og vilde favne tvärsover värelset, fra sofaen til sengen. Det var ikke stort, som mangled paa, at han kunde det.
Han rejste sig op igjen og blev staaende et öjeblik med armene ud fra sig i den favnende stilling —:
— Et slot! — han lo bittert og händerne faldt slapt ned til siden. — Den, der endda havde et slot! ... og kunde i höj fornemhed undvare alle livets gläder! ...
...Endskjönt, nej, det blev bare “da kun et slot” alligevel. — Og han tog sig med den höire haand om nakken ligesom overgit —; Nej, det var det at fejle, som skulde til! ...
— Men det havde han ikke lov til ... og han vilde ikke ... nej! nej! — oghan slap taget om nakken, og haanden faldt igjen slap ned. —
— Men var det da aldeles umuligt at föle sig bare saa nogenlunde lykkelig uden at fejle, uden at synde?!
— Nej, det kunde, det maatte ikke väre umuligt. —
— Men hvad var det saa, han vilde ha?!
— Aa han skulde nöje sig med lidt. Bare et
