Det var en eftermiddag i marts, vaaren efter at Jarmann om hösten var kommen ind til Kristiania som en flittig, flink og kristeligsindet femtenaars gut for herinde at gaa paa latinskole og i sin tid bli präst.
Han havde netop spist middag og drukket kaffe
og sad nu inde paa sin lille försteetage hybel ud til
gaarden ved bordet foran vinduet og läste ivrig Holger Drachmanns “Östenfor sol og vestenfor maane.”
Pludselig standsed han og läste om igjen det sidste
vers —:
“Intet er liv, hvad i liv ikke fejled;
skjögen har sit solskin, men du kun et slot.”
— Det var vakkert sagt! — han läned sig tilbage mod stoleryggen, strak begge händer i buxelommerne, strak benene sprikende ud fra sig ind under bordet og stirred med sammenknebne öjne gjennem vinduet ud paa den knudrede, gammeldags brolagte gaards plads og den fäle baggard ret over med sit bryggerhus beboelseslejligheder i de övre etager.
— Du kun et slot!? ..
Han rysted paa hodet —; nej, dette var ikke noget slot! ...
Saa rejste han sig og gik nogen gange med böjet hode op og ned paa gulvet, stirrende ned for sig.
.,. Nej, han havde hverken slot! eller fejlet! eler solskin! eller nogen verdens ting..
