Side:Fra Kristiania Bohêmen.djvu/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


kan altid faa ödelagt sin helbred ved det naar man er rigtig ihärdig, kan kanske bli idiot af det; men dö af det — nej ikke i din alder ialfald.

Han rysted mat paa hodet —: ja, gud ved hvordan det skal gaa. —

En stund blev han staaende derhenne ved dören og se ned for sig. — Saa kasted han et blik op paa klokken og sa slapt —:

— Nej,, jeg faar nok gaa hjem jeg — adiö!

— Find paa noget som er moro da gut! ropte jeg efter ham, idet han gik. Han lo modlöst, lukked dören efter sig og forsvandt. —

Jeg laa alene igjen i det dösigt oplyste värelse, ubehagelig tilmode. Jeg forsögte at läse videre i Turgenjew, men det gik ikke, det var mig ikke muligt at faa Jarmann ud af tankerne igjen. Jeg saa ham endnu staa der foran mig, höj og slank, hyllet nervöst ind i kappen, som om han frös, stirrende ned for sig med böjet hode. Hvor det saa haablöst ud det blege sörgmodige ansigt med det slappe opgitte drag om den unge röde mund — haablöst til döden.

Saa ung og allerede färdig! — hvordan var det gaat for sig?

Hvordan?...

Det blev jeg liggende og tänke paa den hele lange nat, lige til det blege lys af den gryende dag begyndte at blande sig med lampens gule til en graagulkold taage.