Thi dette er Splittelsen i Folket, at den haarde og uimodsigelige Sandhed stikkes under Stol, medens Begreberne Skam og Ære forfuskes, saaat Æren paa Forhaand tages til Indtægt for det Ufornuftige, og Skammen holdes op for de mindre karakterfaste som en Trudsel.
Saaledes gaar det for sig i disse. Dage i Kristiania og paa Østlandet, det kan man se af Aviserne og høre af Folk, som kommer derifra. Man tvinges ind i Bevægelsen, fordi saa mange Samfunds-Magter og Støtter raaber med Æren og truer med Skammen; mangfoldige gaar med, forat faa leve i Fred og undgaa al den Fortræd i Liv og Forretning, som saa lempelig kan beredes den enkelte af saa store Mægtigheder som Høirevælden med Rigmændene, Præsterne og Damerne.
Vestlandet holder sig endnu noget kjøligere, og det er Haabet. Endnu engang vil det vise sig paa Storthinget, at der kommer et koldt og kraftigt Modslag fra Folket, naar Hovedstaden faar varmet op noget, som skal lures i Folket, »som skal samle og begeistre uden Partihensyn«. Det vil ikke gaa her som i Danmark. Storthinget vil drage Omsorg for, at Ligheden mellem de to Bevægelser ophører, inden det er for sent.
