af saa mange fler, der letsindigen spekulerer i Bevægelsen.
Forsvarets Umulighed er nemlig saa stor, at vi ved at begynde de farlige Stormagtsrustninger ikke gjør, hvad vi kunde, men hvad vi aldeles ikke burde. Og i selve Tanken er der et Smuthul, i hvilket det gaar an at redde sig selv for en stor Del ved at faa Skylden, om Elendigheden rammer os, væltet over paa andre.
Der er ingen Tvivl om, at hvis det ulykkelige Danmark’s Skjæbne nogensinde fuldbyrdes i Landets Erobring, saa vil de Danske til Dagenes Ende tumle med dette: hvis var Skylden? Og Forsvarets Venner ville — selv om Begivenhederne paa det klareste godtgjør Forsvarets Betydningsløshed, de vil vedblive med sit: Ja, vi gjorde da, hvad vi kunde, og havde de andre, — havde de andre —, hvem ved saa —?
Det er denne stygge Fristelse til at finde nogen at skylde paa, der spiller den store Rolle i Forsvarssagen, som den drives. I Danmark tog Høire hele denne Bevægelse til Indtægt, og det lovtro og besindige Venstre blev siddende som dette Folkething, ingen respekterer og som Regjeringen træder under Fødder.
