burde forstaa. Thi allerede nu kan man tydelig se, at de Fleste aldeles ikke har nogen Ide om, hvad et Forsvar af dette Land maalt med en Stormagt som Angriber vilde komme til at koste og fordre.
Allerede den spredte og halvt naragtige Maade, paa hvilken patriotiske Pengemænd putter en Skilling hist og en her, snart til en Bys Befestning, snart under andre Forbehold og Betingelser, den burde den oprigtige Sagkyndighed strax slaa ned. Dersom man lader det gaa paa denne Maade, saa faar man Indtrykket af, at de, som driver Sagen, enten ere letsindige nok til bare at ønske Krigsrummelen igang, for saa siden at tvinge Storthinget til at tage det slet begyndte Arbeide paa den felles Kasse, — saaledes som det er gaaet i Danmark; eller ere saa betagne af Rædsel for Fremtiden, at de bare vil søge en falsk Dækning bag dette Stikord: at have gjort, hvad de kunde.
Thi saa gal er ingen Officer eller Sagkyndig, at han mener, hver liden norsk Havneby kan præstere et Forsvar i Nutidens Forstand. Dersom der er Alvor og Ærlighed i Sagkyndigheden,
