rer til at deeltage i Sagens Paadømmelse, maa Sagen, som for tidligen anlagt, blive at afvise. Den Myndighed til at tilforordne Retten overordentlige Assessorer, som Rigsretsreglementets 9de § giver Storthinget, sigter deels til at erstatte den tilfældige Afgang, som bevirkes ved at enkelte Medlemmer af Lagthinget eller Høiesteret af personlige Grunde maae vige Sæde, deels til at erholde afgjort saadanne formelle Indsigelser som de, Anklagede under nærværende Sag har fremsat mod det hele Lagthings Habilitet. Med Hensyn til deslige Exceptioner er der nemlig ingen anden Udvei end at tilkalde extraordinaire Assessorer, naar man paa den ene Side ikke vil tilsidesætte den Garantie mod muelig Forurettelse, som almindelige Retsregler tilstaae den Anklagede, og paa den anden Side ikke kan lade Rigsretten sættes med et mindre Antal Medlemmer end Grundloven foreskriver. Jeg antager saaledes at de overordentlige Medlemmer, som Storthinget overeensstemmende med Rigsretsreglementets 9de § maatte tilforordne Retten, ere competente til at paakjende Inhabilitets Indsigelserne i Forening med Høiesteret, uagtet intet Medlem af Lagthinget har Sæde i Retten, men at de derimod paa ingen Maade have Adgang til at deeltage i Realitetens Paadømmelse Denne Distinktion har intet Paafaldende ved sig naar man tager i tilbørlig Betragtning Rigsrettens grundlovmæssige Organisation og Øiemedet med dette overordentlige Tribunals Oprettelse.
Skulde Rigsretten virkelig blive completteret paa lovlig Maade, og det derefter mod al tænkelig Formodning skulde blive Tilfældet at Lagthingsmedlemmerne erklæredes habile til at beklæde Dommersædet i nærværende Sag, eller skulde, hvad der vistnok er, om mueligt, endnu urimeligere og usandsynligere, disse Medlemmer blive tilladte at paakjende de fremsatte Indsigelser og da forkaste disse, under hvilke to Forudsætninger der ei levnes den Anklagede noget andet Middel end at appellere til den hele civiliserede Verden, maa det vist nok billiges at jeg in subsidium fremsæt-
