ter nogle Erindringer ved Sagens Form, hvilke nødvendigviis maae bevirke Stævningens og Sagens Afviisning, og som rettest synes at burde være Gjenstand for en præliminair Kjendelse. Til disse Indsigelser regner jeg: at sidste Odelsthing manglede al Competence til at fremstaae som Anklager i nærværende Tilfælde, og at Sagen i det Hele taget er for tidligen anlagt. Som Grunde herfor tillader jeg mig underdanig at anføre følgende:
1) Jeg har allerede i det foregaaende udviklet hvorledes den kongelige Resolution af 2den Juli maa ansees at indeholde en Misbilligelse af Storthingets Færd, og at Lagthingets Medlemmer derfor ikke kunne være Dommere i Sagen. Den samme Grund medfører ogsaa at Odelsthinget ikke kan være Anklager. At Ingen er berettiget til at udøve den ham betroede offentlige Myndighed i Sager, der angaae ham selv, trænger ikke til noget Beviis. Man vilde saaledes aldrig betænke sig paa at erklære et af Over-Øvrigheden udfærdiget Aktions-Dekret for en Nullitet naar det gik ud paa Tiltale mod Nogen for Handlinger, ved hvilke den individuelle Øvrighedsperson selv var fornærmet eller forurettet. I saadanne Tilfælde overdrages den fornødne Myndighed for den enkelte Sags Vedkommende til en Mand, der er uinteresseret og upartisk. Dette er ogsaa ganske i sin Orden; thi den Magt, Staten har lagt i en Embedsmands Hænder, lader sig ikke bruge af ham uden hvor han fremstaaer som Statens Befuldmægtigede, hvilket han ikke gjør naar han gererer sig som den, der søger Beskyttelse hos det Offentlige for sine krænkede Rettigheder, en Beskyttelse han ikke kan give sig selv.
Da Odelsthinget i et Tilfælde som nærværende ligefrem udøver en Over-Øvrigheds Myndighed, maa det forsaavidt være bundet til de samme Regler; ja man maa her, af Aarsager, der forhen ere anførte relativ til Lagthinget, gaae frem med større Vaersomhed end almindeligt. Endog blot Reglerne for det Anstændige og Passende fordre dette;
